Det blev Tom Buk-Swientys dokumentariske historieskildring Dommedag Als, der løb med Læsernes Bogpris 2011. Prisen er indstiftet af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske, og den er netop blevet uddelt for niende gang på Danmarks Biblioteks årsmøde i Helsingør. I alt 16.000 havde deltaget i afstemningen, der gik forud for pristildelingen.
Dommedag Als er opfølger til Slagtebænk Dybbøl fra 2008, hvor Buk-Swienty beretter om krigen mod Prøjsen og Østrig i 1864 og om slaget ved Dybbøl 18. april 1864. Dommedag Als handler om den sidste del af krigen, slaget om Als den 29. juni 1864 og om den dommedagsstemning, der spredte sig til København efter krigen.
Buk-Swienty er blevet meget rost for sin levende skildring af begivenhederne under og efter krigen. I de to bind møder vi de soldater, korrespondenter, borgere og politikere, der var helt tæt på begivenhederne, og vi er med i slagmarken, hvor mænd falder eller – på mirakuløs vis – overlever.
Med i opløbet til Læsernes Bogpris var blandt andre Flemming Roses Tavshedens tyranni, Stéphanie Surruges Enegænger, Anne Lise Marstrand-Jørgensens Hildegard og Suzanne Brøggers Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? Med hæderen følger 75.000 kroner.
Lydbøgerne Dommedag Als og Slagtebænk Dybbøl kan downloades fra ennybog.dk. Begge bøger koster 177 DKK og er indtalt af Henrik Jandorf.