Sara Blædel er en af Danmarks mest populære krimiforfattere, og når hun udgiver en ny bog eller lydbog står læserne og lytterne parat. Og nu er der igen en ny en på gaden fra forlaget People’sPress: Dødsenglen.
Dødsenglen handler om et umådeligt kostbart glasikon, der i flere århundreder hemmeligt har været i en rig families eje. Pludselig forsvinder det, og samtidig fortæller politiet at moderens tilsyneladende selvmord få måneder forinden nu efterforskes som drab.
Louise Rick, der er kriminalassistent på Politigården i København, og seriens helt/hovedperson, er imidlertid i gang med en anden sag om to forsvundne kvinder på den spanske solkyst, men pludselig finder Louise ud af at de to sager kan have en sammenhæng.
Er du ny i Sara Blædels univers, kan du begynde fra starten med Grønt støv, men er du allerede en ivrig Blædel-fan, så er det bare at komme i gang med Dødsenglen.
People’sPress udgiver med Dødsenglen for første gang den trykte bog og lydbogen på samme tid, og den er netop udkommet, 7. december. Prisen fra forlaget er kr. 249, og den forhandles i boghandlere, og som lydbog til download på EnNyBog.dk